Når du ser i teleskopet zoomer du pludselig ind på et hemmeligt udsnit af byen – og en person, som du kommer underligt tæt på. Foto: Karl Van Welden
Stemningsbeskrivelse fra SATURN II – på toppen af en bygning i Carlsbergbyen.
Der er altid noget stort over at stå på et af byens højeste bygninger. Du kan se byens tårne og tage strække sig stolt mod himlen, mens byens biler og mennesker har forvandlet sig til miniaturestørrelser, du engang har leget med.
Vi går op ad trapperne i den gamle Carlsbergbygning. Selvom bygningen er beskidt og forladt, så vidner de karakteristiske mørkgule fliser alligevel om fordoms storhed. Da vi kommer op på taget står der menneskehøje kasser med teleskoper præcist rettet mod 8 forskellige mål, som vi ikke ved, hvad er.
Vi sætter os hver for sig.
Jeg kigger i teleskopet og får først øje på et træ, der står skarpt i fokus. Det er som et tåget eventyrlandskab fra en anden tid. Jeg flytter øjnene og kigger selv mod stedet, hvor jeg kun kan se en grøn masse. Jeg ser igen i teleskopet og kommer helt tæt på træet. Pludselig opdager jeg motorvejen i horisonten, hvor forskelligt farvede biler drøner afsted.
En hemmelighed som ingen andre kender
I den næste kasse er teleskopet rettet mod en kvinde, der står på et fortov i udkanten af byen. Bilerne der drøner forbi hende ænser hende ikke. Heller ikke cyklisterne. Men jeg ser hende mange meter derfra. Hun står der med ryggen til. Pludselig vender hun sig stille om og ser direkte på mig med et sørgmodigt, stille blik. Jeg føler en underligt nær fortrolighed med hende. Det er somom vi deler en hemmelighed, som ingen andre kender til.
Jeg kommer også tæt på en kvinde, der står på et tag i sin blafrende, hvide kjole med ryggen til. Hun bevæger sig langsomt og står der som en stærk feminin klippe i vinden. De andre scenarier er hemmeligheder, som jeg ikke vil røbe.
Ind imellem mærker jeg vindstødene skubbe let til kasserne og vibrationerne fra tagets gulv, når de andre går på det. Det minder mig om den skrøbelighed, der også er der på toppen af byen, hvor jeg selv sidder.
En gave af nær fortrolighed og hemmelige udsnit af byen, jeg ellers aldrig ser
Det er denne følelse af at komme helt tæt på og det at betragte noget, som ligger i det belgiske koncepts grundtanke. Tanken er at vi forvandles til en flok voyeurer – peeping Toms. Men jeg føler mig ikke som en snusket voyuer, der i al hemmelighed ser på noget, jeg hellere skulle vende blikket væk fra. Jeg føler mig tværtimod som en heldig person, der har fået en gave af nær fortrolighed og set hemmelige udsnit af byen, jeg ellers aldrig ser.
Metropolis Festival 2015 