Forandring fryder – eller behøver jeg at blive forandret som menneske?

De udvalgte værker på Metropolis har mange forskellige måder at forandre os på – eller det virker som om, det er målet med de fleste oplevelser, at vi skal forandres bare lidt. Det virker som om, at der helst skal være forskel på mig, når jeg går tjekker ind og når jeg tjekker ud. Jeg er nysgerrig på dette underliggende imperativ om forandring. Jeg har set på nogle af de oplevelser, hvor du bliver inddraget som publikum. Vandringer som ”12” og ”LOOKING FOR COURAGE” og koncepter som ”PLAYGROUND” og ”RULE” har alle det til fælles, at vi er en gruppe, der skal igennem noget sammen. Og jeg reflekterer her over, hvilke tanker og følelser, de sætter i gang hos mig.

Metropolis - The Playground

“The Playground” af franske Groupenfonction. I København foregik forestillingen på en grusgrund på Teglholmen flankeret af store grafitti-malerier. Foto: Nicholas Joubard

Vores længsel efter sanselighed og væren en del af en gruppe

Det virker som om mange går med en længsel efter sanselighed og væren en del af en gruppe. En længsel efter at opløse os selv i gruppens suggestive væren – eller måske bare rytmiske fællesskab? Eller det må være en del af antagelsen, når kunstnerne får os til at gå sammen, side om side ved Tietgenkollegiet og på Refshaleøen. Vi står også sammen i Teglholmens grus og midt i Kulturstyrelsens indendørs lysning. Det at være en del af en gruppe kan forandre ens holdninger, syn og handlinger.

 

Vil publikum gerne finde sig selv – gennem kunsten?

Og så er der det enkelte menneske som publikum. Hvilke antagelser om publikum ligger bag vandringerne? Er det sådan at publikum tager på disse vandringer for at finde sig selv? – gennem sanselige møder og eksistentielle spørgsmål som ”hvem er du?”?

Og hvilke antagelser ligger der bag legende koncepter som f.eks. “RULE“, hvor den hollandske kunstner Emke Idema inviterer os til at indgå i et spil om sociale regler, etiske dilemmaer og selv tage stilling, når vi vælger hvilken ø, vi vil stå på – den brune eller den røde. Alt efter om vi vil lukke en fremmed mand ind, når vi er alene hjemme, så han kan låne toilettet – eller ej. Og den franske gruppe Groupenfonctions eskalerende dans i en slags boldbur. Hvad er det, legen kan – eller det legende, kreative menneske? Og er det egentligt en leg? “Der er mere latter af den selvironiske slags. Og der er mere autoritetstro og trang til at følge reglerne end i andre lande,” bemærker den hollandske kunstner bag spillet “RULE”. Her kan du faktisk påvirke spillets regler selv – hvis du altså tør og ikke er for autoritetstro, men det står ikke i spillemanualen. Du skal selv regne det ud.

Og du kan være med i “PLAYGROUND” festen af franske Groupenfonction, hvis du har lyst til at slå dig fri og danse med dem.

 

Vil kunsten reclaime sine tabte markedsandele til selvudviklingsindustrien?
Vandringernes form manifesterer længslen efter det sanselige, når vi skal bære jord i hånden, mærke vandet slutte sig tæt til huden på hænderne, lukke øjnene, gå i stilhed med hinanden. Og så ind imellem kommer de der pseudofilosofiske spørgsmål om, hvem man er. Forsøger kunsten at reclaime/tilbageerobre sine tabte markedsandele til selvudviklingsindustrien? Eller er det bare fordi vi som mennesker, især i den priviligerede del af den vestlige verden, længes efter at gøre noget meningsfuldt – gøre en forskel – også gennem kunsten? Eller er det bare sådan den eksistentielle længsel efter at forstå os selv som menneske i verden, tager en mindful, sanseligt masserende form anno 2015?

OperaNord----foto-Christoffer-Askman

“Looking for Courage” inden for i Tietgenkollegiet. Foto: Christoffer Askman

Et lille overgreb?
Og er man ikke kultiveret/dannet nok, hvis man oplever spørgsmålet i “LOOKING FOR COURAGE” ”Hvem er du?” som et lille overgreb af den slags, hvor nogle virkeligt gerne vil hjælpe en, men man har ikke brug for hjælpen. Jeg ville hellere være blevet overrasket end påtvunget en selvransagelse, som jeg alligevel ikke følte mig ført godt nok ind i af unge guider med alvorligt tavse øjne. Jeg betaler væsentligt højere summer for at få hjælp til at forstå mig selv i verden, når jeg begiver mig ind i trygge rum, der ledes af professionelle mennesker i selvudviklingsfeltet, som kun har fokus på at hjælpe mig videre og som kun har gjort det i mange år. Jeg kan også registrere, at jeg overgiver mig på en helt anden måde, når manden de kalder ”sansernes mester” Enrique Vargas kommer på banen. Jeg vil gerne lade kornet rende gennem mine fingre i ”ORAKLER” og svare på personlige spørgsmål i al fortrolighed, når det sker i hans univers.

 

Skal kunsten bruges til at selvudvikle os?
Måske er det endda misforstået, at vi alle skal være tillidsfulde som udgangspunkt, så snart vi begiver os ind i kunstens rum? Det er som om, der hviler en antagelse om, at vi alle gerne vil bruge kunsten til at udvikle os personligt som mennesker – men måske er kunsten ikke altid det rigtige sted til selvudvikling? Eller i hvert fald ikke når det bliver så direkte. Jeg kan lære noget om mig selv, når jeg ser en amerikansk romantisk komedie eller når jeg ser S/Hs ”I føling” – uden at det var derfor, jeg opsøgte det. Hvis kunsten så endelig tildeles rollen som noget, der udvikler dig som menneske, så skal der måske netop gøres en indsats for at skabe et trygt rum, som der netop sker i hele selvudviklings-feltet.

Eller som når engelsk-tyske Gob Squad får det til at se så legende let ud at lave en umærkelig kontrakt med publikum om, at det er okay at kysse inderligt på scenen (KITCHEN) eller får publikum til at genskabe en scene fra verdens kedelige youtube-film (WESTERN SOCIETY).

Kitchen - GobSquad

Gob Squads “Kitchen – you’ve never had it so good” er et genskabelse af Andy Warhols film “Kitchen”, “Sleep” og The Kiss”. De begynder selv at skabe scenerne og gradvist får det publikum til at overtage deres roller.

Er det et spørgsmål om tillid eller mæthedskvote på selvudvikling i kunsten?
Er det et spørgsmål om tillid eller handler det mere om, at vi også er så udviklede, at vi ikke rigtigt gider at svare på spørgsmål som ”Hvem er du?”? Er det et udtryk for en mæthedskvote på selvudvikling i kunsten?

Jeg kan mærke, at jeg har lyst til at danse i “PLAYGROUND” og være med i “RULE” og det er faktisk også fint at bære rundt på jord i min hånd og vaske andres hænder, men jeg forstår ikke helt, hvorfor jeg skal svare på pseudofilosofiske spørgsmål om, hvem jeg er og hvordan jeg forholder mig til verden – når der ikke etableres et rum, hvor refleksionen kan folde sig mere ud og blande sig med andre refleksioner.

Udgivet i Indlæg | Tagget , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Demokrati vendt på vrangen

I anledning af grundlovens 100 års fødselsdag og som storslået afslutning på årets Metropolis Festival markerede performance-kunstnerne Nina Steen og Thomas Hejlesen og dj-duoen Den Sorte Skole, hvordan demokratiet, i kunstens navn, kan dekonstrueres. Dét ved hjælp af spektakulær lyssætning på Domhusets mægtige facade. ”I Demokratiets Navn” er lysende oplysning og dystopisk dekadence på én og samme tid.

Klokken er 21.30 og under en stjerneklar augusthimmel summer byen af mennesker, latter, tilråb og gademusikanter på pladsen ved Nytorv. Imens tårner Domhuset sig op, mørk og tung med lovteksten fra ‘Jyske Lov af 1241’ som rulletekst på toppen af facaden.

”Er det noget, der står i loven?” spørger min veninde mig. ”Hvad ville vi gøre, hvis vi ikke havde loven,” overhører jeg en anden spørge sin sidemand. En nysgerrig summen præger forsamlingen, som langsomt vokser sig større, indtil showet for alvor går i gang. Det er fredag aften, klokken er nu 22, og det er nattelivets primetime.

Doriske søjler - en 3D-lyssætning, så illusionsskabende at det er bjergtagende.

Doriske søjler – en 3D-lyssætning, så illusionsskabende, at det er bjergtagende.

In memoriam Justitia

… står der på Domhusets facade, som var det mejslet i granit. Men det er bare lys fra én af de to projektører som fra et lille telt bagerst på pladsen ganske ydmygt formår at transformere bygningsværket til ukendelighed. Nogle dage forinden spurgte jeg Nina Steen, den ene halvdel af kunstnerduoen Steen og Hejlesen, om der ligger et politisk budskab bag denne lys- og lydinstallation, “I Demokratiets Navn”. Hun svarede således:

Det er 100 år siden at det brede flertal fik stemmeret og vi overgik til folkestyre. Men demokrati som sådan er jo hverken en entydig eller statisk størrelse. Det er både et flertydigt begreb og en kompleks proces og ordet dækker både over en variation af demokratiske styreformer og ideologier, hvoraf sidstnævnte identificeres med frihed, lighed og menneskerettigheder.”

“Til minde om loven” er ord, der destabiliserer alt, hvad vi troede, vi vidste. Steen og Hejlesen viser demokratiets flertydighed ved at lade den evigt statiske facade på Domhuset krakelere, hvorefter de bygger noget nyt op – alt fra cyberdystopisk fjernsynsflimmer med en skrivemaskinet straffelov, der ruller forbi til græske doriske søjler, der tårner sig majestætisk op.

2015-08-28 22.39.31

Domhusets seks søjler forestiller her bambusgrene. Øverst er en dæmonisk udseende gargoyle afbilledet. Den Sorte Skole akkompagnierer med orientalske rytmer i en samlet stereotypisering af østen.

Hvordan koreograferer man lys?

Nina Steen forklarer, hvordan hun og Thomas Hejlesen arbejder med hybride værkformater, hvor eksisterende materiale bearbejdes og kombineres med materiale, som de selv generer. Ligeledes kender man Den Sorte Skole som et dj-ensemble, der sampler vinylplader og kombinerer det med elektronisk musik.

Nina Steen kalder sit arbejde for video-mapping – dét at koreografere arkitekturen ved hjælp af lys- og videoprojektion. At koreografere den massive artikektur og symbol-mastodont er et spørgsmål om at orkestrere samtlige elementer med udpræget præcision: arkitekturens tredimensionsionalitet, symbolplaceringerne og visualitet og lyd, der smelter sammen til en helhed. En smældende tung bas, forurolignede knirkelyde og orientalske toner er pulsen bag videoprojektionernes vibrerende billedskabelse, som gør Domhusets kolde beton til en levende, brutal performer midt i en fredag aftens vanlige scenerum.

2015-08-28 22.34.26

Når arkitektur performer! Her giver lovens højborg den gas som psykedelisk candy-land.

Velkommen til spøgelseshuset

I aften er Den Sorte Skole placeret bag deres mixerpulte inde i selve bygningen. Det går pludselig op for os midt i menneskemængden, at det myldrer med folk ind i bygningen. Vi maser os frem for at være med. Vi vil også ind i dét, der udefra mest af alt minder om et dæmonisk haunted house. Indenfor møder vi Den Sorte Skole på helt tæt hold, opslugt af de lysende knapper i pulten. Mest overraskende er dog synet af en ligbleg kvinde, Justitia, selve symbolet på retfærdigheden, hvis væsen vi mindes. Hun ligger badet i lysprojektionen på en forhøjning af noget, der minder om granit foran de to dj’s. Der er sortklædte vagter overalt – vi må ikke tage billeder her. Hun ligner porcelæn. Få sekunder efter dette ganske højtidelige gys forlader vi bygningen badet i den massive videoprojektion og bliver atter en del af folkemassen på pladsen.

Mod slutningen rejser den nøgne porcelænskvinde sig og tråder ud på trapperne med retfærdighedens vægtskåle hængende fra højre arm. Alt bliver lyst og pastelfarvet, mens spilledåse-bimlen klinger over pladsen som til godnat. Efter tre kvarter med dystopisk disharmoni skyller en symbolmættet renhed indover pladsen, for til slut under rulleteksterne at afmontere det historiske momument fuldstændig ved at vise søjlerne som var de lavet af det lettere porøse materiale, kork!

Og dét kan man så falde i staver over et øjeblik, mens de mange mennesker, samlet lige her, spreder sig ud i natten, og Domhuset langsomt lukker af for vrangsidens udskejelser og bliver kold.

Udgivet i Indlæg | Skriv en kommentar

Byen hacked med malertape

Kunstnerkollektivet ASPHALT PILOT  indtager denne weekend fire forskellige lokationer i Københavns gader. Legende går de i dialog med byen og viser nye perspektiver gennem tapens fortællinger, byens lyd og dansernes bevægelser.

Der er noget helt specielt ved at opholde sig på transitområder. Der er en mangfoldighed af mennesker, som man ikke finder andre steder. Det skaber kontrastfulde møder mellem forskellige verdener, som dog alle har det tilfælles at de er på vej. I dag er jeg på vej hen for at se TAPE RIOT, som har mødested ved Frederiksberg Metro midt i myldretid en fredag eftermiddag. En lille gruppe indviede er samlet ved indgangen i ly for den silende regn, mens strømmen af rejsende hurtigt bevæger sig forbi os. Det rykker i gruppen, og vi siver langsomt ned mod perronen.

DSC_2228

Det er sgu´da et underligt sted at dyrke yoga
En kvinde med grå hættetrøje begynder langsomt at bevæge sig. Målrettet skabes der streger og former med tape på gulvet som følger kvindens bevægelser. Hun ligger ned. En anden kvinde kommer dansende frem, og placerer sig med front mod en af dørene, som i det samme åbner sig. Metroens lydlandskab former soundtracket til performernes bevægelser. Tog i spor 1 til lufthavnen kører pludselig på repeat fra en skrattende højtaler. Passagerer skynder sig ud af toget, og bliver forsinkede af mødet med de uventede kropsbevægelser på perronen. De tvinges ind i det legende univers, som performerne skaber. Flere ankommer med kufferter direkte fra lufthavnen, og strander forbløffet i det voksende kunstværk. Undrende, grinene og nysgerrigt ser de til, og prøver at finde mening og sammenhæng. En kvinde træder ud af toget, mens hun uinteresseret skæver til danserne, og mumler Det er sgu´da et underligt sted at dyrke yoga.

DSC_2218

Huse af tape
Tapen afmærker former på gulvet og bevæger sig ned langs perronen. Nogle prøver at undvige tapen, dansende hopper de rundt mellem gaffa og malertape på betongulvet. En af performerne hænger livløst over check ind automaten. En rejsende prøver famlende at komme til og bliver ufrivilligt en del af performancen. Ved elevatoren er danserne klistret op af glasset. Som magneter hænger de fast, mens der bygges nye streger omkring de dansende kroppe. Fra tapen tårner nye perspektiver op på en parallel by i byen. Lydlandskabet forvandles og smelter sammen med larm fra metrodørenes mekaniske rytmer. Bevægelserne er stringente, balancerede og kontrollerede nøjagtig som de former, der vokser frem på betonen og får liv gennem tapen. Sammen bygger performerne nye rum og perspektiver.

Fortællingen har trukket streger til den modsatte ende af perronen og bevæger sig op af rulletrapperne med andre forbipasserende. Folk kigger opslugt til og glemmer hvor de er. Det skaber tumult og sammenstød for enden af rulletrappen, og de lokkes ud af deres målrettede rutiner for en kort stund. Midt i handlingen står pludselig en gruppe unge drenge og skændes højlydt og aggressivt. De forsvinder hurtigt, men deres stemmer vibrerer videre sammen med lyden af tape der rives af muren og hunde der gør. Ud af det grå forsvinder performerne ned i landskabet af øde bygninger. Tapen ligger tilbage som spor fra en parallel verden, der peger mod nye fortællinger om byen.

DSC_2238

Udgivet i Indlæg | Skriv en kommentar

“Kollapsografi”: Et værk af begivenheder

d. 19.08.15

Terrain vague er en betegnelse, man bruger om områder, der er ikke-zoner i forbindelse med byplanlægningen. Disse områder ligger som reserver, der på et tidspunkt bliver en del af en urbanitet, men endnu ikke er by. Dette gør Asbjørn Skou mig opmærksom på under en samtale med ham fredag d. 21.08.15.

Et værk i bevægelse
Klokken er ni fredag morgen, og jeg sidder på Christians Brygge. Lige her, på pladsen mellem Kongens Lapidarium, Den Sorte Diamant og det ufærdige Dansk Arkitektur Center, ligger installationen Kollapsografi af kunstneren Asbjørn Skou. Værket består af objekter, som er hentet fra brakområder uden for byen. Men i disse travle morgentimer er Skou, sammen med festivalledelsen, ved at fjerne dem. Årsagen er, at Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme vil have værket indhegnet, så de forbipasserende kan forstå, at det er et kunstprojekt og ikke byggerod, der tilfældigt er spredt ud på pladsen. Men det har Skou ikke villet gå med til, og derfor tager han nu konsekvensen af det og lader Kollapsografi kollapse. Nogle dage efter at installationen er blevet fjernet, sidder jeg endnu en gang på pladsen en kold sommeraften. Denne gang for at overvære et performativt foredrag af Asbjørn Skou. Stedet er ryddet for objekter og erstattet med ord og projektioner.

Denne omformning af Kollapsografi fra installation til ord og handlinger her-og-nu, skaber et performativt potentiale som måske – måske ikke – hele tiden har været til stede i værket. Da jeg taler med Skou fredagen inden oprydningsarbejdet, forklarer han, at afmonteringen er den logiske konsekvens af installationen. Således forekommer værket at være en kæde af begivenheder, som er indstiftet før, under og efter installationens kollaps. Denne begivenhedsrække lader sig ikke afgrænse og er i konstant bevægelse. Processen kan derfor ikke planlægges eller struktureres.

d. 19.08.15

At finde en mening i det meningsløse?
Objekterne synes at have et performativt potentiale i kraft af deres indsættelse i det urbane rum og efterfølgende afskaffelse: Et skilt, som henviser til, at der foregår vejarbejde et eller andet sted, får en diffus mening, når det opstilles på denne plads ved Christians Brygge. Den mening, som skiltet tilskrives her, synes at befinde sig mellem det meningsfulde og det meningsløse. Vejskiltet er taget ud af dets kontekst – dets geografiske placering i det vage terræn – og tillægges derved en eller anden form for betydning. I værket indeholder skiltet en mening, fordi der ikke umiddelbart synes at være en mening med, at det ligger netop her. Derfor har det i denne sammenhæng en mening og en ikke-mening, som konstant forandrer sig. Som publikum forstår man, at skiltet ikke hører til på pladsen. Derfor tvinges man til at spørge sig selv: Hvorfor ligger det her så?
Dette terrain vague fremstår derfor hverken meningsløst men ej heller meningsfuldt.

Hvordan skal vi forstå Skous værk? Måske dette spørgsmål i sig selv er et svar? De vage terræner er ’ingenting’ endnu, men peger samtidig mod en fremtid og et grænseløst mulighedsrum. Heri synes deres potentiale og berettigelse at ligge.

Udgivet i Indlæg | Skriv en kommentar

Anmeldelse: “Looking for Courage” er en vandring i blinde

Tietgenkollegiet ved DR-byen og KUA danner rammen om en vandring ind i et ukendt land, når dansk og kinesisk kultur mødes i et kunstnerisk udtryk som viser sig svært at oversætte. Derfor er ”Looking for Courage” en famlen efter mening og en efterladt følelse af ikke at få fortalt den egentlige historie, som programmet så fint lægger op til.

Vi deles op i grupper på de åbne stykker græs mellem de nye strømlinede boligblokke ved Ørestad. Her modtager vi hver en radiomodtager og øresnegl samt en lille poesibog, hvor vi hver især skal udfylde personlige spørgsmål som ”Hvem er du?”, og ”Hvad drømmer du om?”. Alle skribler ned med den medfølgende kuglepen. Undervejs på gåturen til det cirkelformede kollegie skal vi ifølge vores kinesiske guide også markere vores fingeraftryk på én af siderne i poesibogen. Det skal bruges til at give os adgang til den underjordiske parkeringskælder, hvor uhyggen og performancen for alvor begynder.

I parkeringskælderen cykler denne kvinde rundt og rundt mens hendes stemme runger i højtalerne.

I parkeringskælderen cykler denne kvinde rundt og rundt, mens hendes stemme runger i højtalerne.

Mangler konsekvens

Poesibogen, som faktisk indholder en masse spændende materiale, man får lyst til at bladre i, fungerer på en måde som vores personlige pas under vandringen. Her kræves der stempler for at komme videre. Her er det nærliggende at drage paralleller til Kamchatkas forestilling ”Fugit”, hvor publikum var på flugt ude i Kødbyen tidligere på måneden. Forskellen er blot at Kamchatka forholdt sig stringent og konsekvent til legen, og det i en sådan grad, at den flugt, vi sammen var på, næsten føltes virkelig. Vi efterlod telefoner og pas og løb blodtørstige efter gruppen af performere, da vi troede at forestillingen var slut og de begyndte at snige sig bort med vores ejendele. Publikum blev aktiveret i “Fugit”.

Men ”Looking for Courage” mangler den konsekvens. Her er ikke rigtig noget på spil for publikum. I forestillingen ligger der nogle ritualer inkoporeret i forbindelse med poesibogen, ting man skal udfylde eller gøre, men det har ingen betydning, om du lod være med at bruge bogen til noget. Vores gøren og laden som publikummer i “Looking for Courage” har for så vidt ingen betydning for et eventuelt narrativt forløb. Ligeledes virker radiomodtageren overflødig, da de fragmenterede historier på hhv. dansk og engelsk flyder sammen med lydene udefra, så man til tider slet ikke kan høre, hvad der bliver fortalt i øresneglen.

2015-08-25 22.05.27

Natten er mørk, men Tietgenkollegiet er badet i et smukt grønt lys.

Styrken er visuel og audiotiv

Derimod ligger forestillingens helt store styrke i det visuelle univers og i den helt igennem smukke sang og musik udført af mezzosopran Loré Lixenberg og strubesanger Wu Tingcui. Nede i den cirkelformede parkeringskælder under Tietgenkollegiet sniger uhyggen sig ind på os. Vi vandrer i uendelige cirkler, mens lydene fra sangerne cirkulerer, mens mystiske personer og ting dukker op i betonkonstruktionen. Det frygtindgydende mørke erstattes af en anden slags mere lysglimtende mørke, da vi stiger op fra kælderens dyb og overværer det betagende arbejde med lys og lyd som overvælder hele Tietgenkollegiets kerne. Her opleves magiske glimt om end skribleriet i poesibogen og øresneglens løsrevne brudstykker af tekst stadig forfølger os uden at invitere til en forståelse af den historiske kontekst og kulturelle sammenhæng, de indgår i.

Fra én af gangbroerne i Tietgenkollegiet nyder vi den smukke udsigt, mens lyset spreder sig i græsset, som ledetråde - hvorhen?

Fra én af gangbroerne i Tietgenkollegiet nyder vi den smukke udsigt, mens lyset spreder sig i græsset, som ledetråde – hvorhen?

En bid af historien

Københavnske OperaNord og Sifenlv New Media Studio fra Beijing står bag forestillingen. De begyndte deres samarbejde i sommeren 2013, hvor Louise Beck, kunstnerisk leder af OperaNord, besluttede sig for at tage til Beijing, for at lede efter den mand som i 1989 stillede sig op foran en konvoj af tanks ved Den Himmelske Fredsplads. En mand som ifølge Louise har betydet meget for Europa og for hende selv som helt ung. Forestillingen er i kølvandet på denne oplevelse optaget af det afgørende år i europæisk historie, 1989 – året hvor verden ændrede sig med murens fald. Men det er ifølge Louise også en forestilling om at være historieløs (midt i al nybyggeriet i Ørestad) og om at lede efter sin identitet. Denne tematik mangler dog sin forløsning. Eller også leder jeg netop med lys og lygte efter netop værkets kerne og identitet. Jeg leder efter fortællingen, der aldrig bliver fortalt og et kulturmøde, der aldrig rigtig finder sted.

Måske ”Looking for Courage” er et klarsyn for implicerede – medvirkende, frivillige fra Danmark og Kina og kunstnerne. Det aner jeg ikke, for selv famlede jeg i blinde på et tematisk indholdsmæssigt plan og forsøgte i stedet at nyde uhyggens isnende fornemmelse om min kolde krop og operastemmernes bombastiske og insisterende rungen i symbiose med et storslået lysshow, der prydede Tietgenkollegiets fascinerende arkitektur.

“Looking for Courage” har premiere onsdag d. 26. august og spiller til og med d. 29. august kl. 20.30 med mødested ved Metrostationen ved DR-Byen.

Udgivet i Indlæg | Skriv en kommentar

Bag om Engram – Et interview med Tomas Rajnai

Bag om Engram – Et interview med Tomas Rajnai

I mandags fik jeg en god snak over en kop kaffe med Tomas Rajnai fra ”Osynliga Teatern”, om gruppens kunstneriske tanker og det omfattende arbejde med audiowalken Engram, som jeg oplevede i sidste uge (se mit tidligere indlæg fra d. 20.08).

Hverdagsøjeblikkets værdi

Jeg indleder samtalen med at spørge ind til konceptet bag Engram. Tomas fortæller, at manuskriptet dramaturgisk set er stykket sammen af forskellige interviews foretaget med mennesker, som er døende. Uden nogen tilføjelser er teksterne flettet sammen til én samlet historie om en døende mand og hans kvindelige pårørende indtalt på lydspor af to skuespillere. Igennem disse interviews opnåede Osynliga Teatern en ny indsigt, som de tog videre i det kompositoriske og stedsspecifikke arbejde med audiowalken: Det er ikke ekstraordinære oplevelser som at bestige Mount Everest eller se Grand Canyon, som døende mennesker vil huske og savne ved livet, men derimod hverdagsøjeblikke som en torsdag i februar med regn på ruden eller selv samme torsdags hektiske ulvetime med grædende børn slæbende efter sig.

Giv slip på din indre stemme

Giv slip på din indre stemme! Sådan udtrykker Tomas tanken bag forestillingens brug af den kvindelige guides rolige og behagelige stemme, som skal erstatte den kommanderende stemme, vi til daglig har i hovedet. Osynliga Teatern ønsker i Engram at skabe et frirum, hvor vi kan mærke den befriende følelse i at turde blive kontrolleret af en anden stemme end vores egen, så man til tider helt glemmer, man har høretelefoner på. Tomas placerer dermed Engram et sted imellem en hypnose og en radiodokumentar.

To forestillinger i én

Tomas forklarer, hvordan publikum ændrer deres forhold til hinanden: Fra en flok fremmede individer til en samlet gruppe, forbundet med hinanden via oplevelsen. Han understreger, hvordan Osynliga Teatern har leget med tanken om at skabe en film fra hverdagen, som publikum bliver en del af. Idéen er at gøre forestillingen til både din og min historie, hvilket fx sker, idet stemmen i øret beder dig om at tænke på én, du har mistet, samtidig med at du hører den døende mand fortælle sine tanker om livet og døden. Engram rummer så at sige to forestillinger i én: En primær, som er skabt til de deltagende, og en sekundær for folk i det daglige byliv, der undres over ”filmen”, der udspiller sig for dem. Engram opererer således med to forskellige publikummer, som gensidigt betragter og skaber billeder for og med hinanden.

Den kropslige hukommelse

Det handler ikke kun om at lytte til en historie i Engram, lader Tomas mig vide. I stedet har de bevidst arbejdet med, hvordan man rent fysisk mærker det, historien fortæller, ved at stimulere den kropslige hukommelse. Som skuespillere i en film bliver publikum instrueret til at lægge en kropslig investering i forestillingen for at skabe engrammer, mindespor, der med en reference til forestillingens titel er et minde, som bliver så virkeligt, at det efterlader spor – også i din krop.

Hjernen søger efter sandheden

Jeg spørger ind til komplikationerne ved det logistiske arbejde omkring en audiowalk, da jeg selv oplevede, hvordan stemmen og virkeligheden af og til ikke var i synk. Tomas mener, at i sådanne tilfælde søger hjernen efter sandheden, så der opstår en synkronisering med virkeligheden. Fx da man får at vide, at man skal observere parret, der går hånd i hånd, forklarer han, at 4 ud af 5 gange går der et par forbi, men hvis ikke, begynder hjernen at lede efter og skabe netop dette billede.

Hørte du kirkeklokkerne, der ringede?

Andre gange sker synkroniseringen helt af sig selv, når byens rum fungerer som levende kulisser. Som i gårsdagens forestilling hvor Tomas kan berette, at kirkeklokkerne helt tilfældigt begyndte at ringe, øjeblikket efter publikum havde åndet ud for sidste gang, hvilket samtidig får publikum til at lægge særligt mærke til kirkeklokkerne, som ellers ringer hver dag, uden man nødvendigvis hører dem. Den kunstneriske intention bag valget af den specifikke rute til Engram er styret af ønsket om, at give publikum mulighed for at gøre hverdagssteder og -situationer til et personligt og mindeværdigt sted i overensstemmelse med de døendes budskab til os levende – så vi sammen kan sætte uudslettelige spor i vores egen og hinandens hukommelse.

Tomas Rajnai

Tomas Rajnai

Udgivet i Indlæg | Skriv en kommentar

Video-interview with artist Emke Idema about “RULE”

This saturday I met with the young  dutch artist Emke Idema and asked her some questions about her project RULE. It’s an interactive game about migration and inegality – reflecting the social rules – how they are shaped in mini societies. Among other things Emke says: “I’m not an activist. I’m an artist.” She regards the artspace to be “holy” and doesn’t think it should merge or dissappear into society. “It doesn’t matter if it is possible. Failure is not relevant in an artspace. In our thougts we can try everything!” She states convincing.


The interview is made in Copenhagen, where RULE is part of Metropolis 2015 – Festival of art in urban space. The video is created in Copenhagen Townhall on a saturday where a lot of people get married (hence the relatively large amount of married couples and rice for the pigeons).

You can participate in RULE:

August 24th – 26th at 8pm
Kulturstyrelsens Foyer, H.C. Andersens Boul. 2, Kbh V
Interested in booking tickets or reading about RULE? (yes – just click on the link)

 

Udgivet i Indlæg | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Musikalsk havnesejlads lægger smukt lydtæppe over byen

“Radio Free Mermaid” er en poetisk lydcollage i Københavns nordlige havnebassiner, hvor naturens lyde kolliderer med de menneskeskabte elektroniske rytmer og lydkonstruktioner skabt af komponistsammenslutningen Skræp. 

Her sidder jeg i havnerundfartsbåden, stille, iagttagende og lyttende, mens bygninger, byggepladser og hyggelige husbåde passerer forbi som uvidende scenografi til det lydunivers, der udfolder sig omkring byen fra søsiden. På land finder man undervejs de otte musikere i hver deres alternative lydlaboratorier, hvorfra sejlturens soundscape skabes og radiosendes ned til bådens højtalere.

“Forestillingen har en musikalsk og geografisk tidslinje”, lyder præsentationen af Skræps koncert, inden båden lægger fra kaj ved Nordre Toldbod. Som der samtidig pointeres, bør vi betragte stedet som en koncertsal, mere end en havnerundfart. I båden bevæger vi os geografisk fra sted til sted mellem otte udvalgte steder på vandet, hvor man pludselig får øje på én af de otte kunstnere fra Skræp inde på land. Men det er også en musikalsk rejse gennem snørklede lydbilleder – rungende og skrigende og med en knugende dysterhed over sig.

image3

Aftensolens imponerende lyssætning over byen

Soundtrack til livet

Vi kender måske alle fornemmelsen, når man hører musik, mens man sidder i toget eller bussen og kigger ud på landskabet. Her skabes et poetisk rum af lyd og billeder, som er ens eget. Det tilhører kun én selv. Soundtracket til livet. De samme følelser opstår i “Radio Free Mermaid”. Men det er også en kollektiv oplevelse, som deles med de øvrige, der sejler forbi eller det vindrikkende solfolk på husbådene, der vinker ned til os. Alligevel fungerer lyden og musikken som ganske opbyggelig for al mulig tankevirksomhed og alenetid. Eller blot som tid til at tømme hovedet fuldstændig for tanker.

image4

Det kan være svært at få øje på performerne. Her er det Per Buhl der gemmer sig i åbningen på tredje etage

From outer space

“Mange venner boede på Kalvebod Brygge inden det sank i knæ under presset fra de mange højhuse, der landede from outer space. Jeg bader i havnen, så sparer jeg en tur til stranden. Og at sejle med bus-bådene er meget inspirerende.” 

Sådan forklarer Jørgen Teller, medvirkende kunstner i Skræp, sit forhold til havnen og vandet, da jeg et par dage inden forestillingen spørger ham, hvorfor det skal foregå på vand. Og som hans svar indikerer, skaber forestillingen en fusion af det organiske og uorganiske. “From outer space” kommer alt dette nybyggeri og skaber en ny æstetisk oplevelse af byen. Men de grundlæggende elementer som vand og sol, kan ingen pille ved. Modsætningen tematiseres i denne performance. På vandet ser jeg magelige måger, helt upåvirkede af det voluminøse lydunivers, der fylder det spektakulære scenerum ud. De mekaniske lyde er et sammensurium af havfruestemmer, instrumenter og synthesizere. Denne mekanik leger med naturens rytmiske bølgeskvulp og mågeskrig og forstærker samtidig hinanden i en transcenderende totaloplevelse.

image6

Ved Trekroner skimter vi Henning Frimann på slagtøj. Selvom han synes langt væk er lydende meget nærværende i båden, hvor vi er.

Hvor er melodien og meningen?

Melodien er fragmenteret og nærmest ikke-tilstedeværende, men sammenhængskraften er stor i de otte værker og steder, som vi møder undervejs. Mod slutningen synes intensiteten dog at dale, lydene udvikler sig i en mere kaotisk retning, og solen er gået ned bag nybyggeriet. Stemningen og luften er pludselig koldere. Men Skræp har måske netop formået at skabe en musikalsk oplevelse som er utrolig sensitiv overfor sine omgivelser. Når musikken er rytmisk og frisk, sejler båden lystigt afsted henover vandet. Når lydene bliver bedrøvelige og smertelige står båden næsten stille på vandet, letsvævende med få krusninger på den ellers blanke vandoverflade.

Sådan formår Skræp med dette totalkunstværk at bruge byens rum fra havsiden på en poetisk og nærværende facon, som udfordrer vores gængse måde at opfatte og forstå musik og billeder på. I virkeligheden er der nok slet ikke så meget at forstå. Det handler måske mest af alt om at overlade denne oplevelse til sanserne.

“Radio Free Mermaid” kan opleves for sidste gang lørdag d. 22. august kl. 19 og 22 med afgang fra Nordre Toldbod.

Udgivet i Indlæg | Skriv en kommentar

Day 10 (épilogue): Ceci n’est pas moi*

Day 10 foto 1

This last day at Dries Verhoeven’s art installation “Ceci n’est pas..” at Gammel Torv the shutters go up in the morning. It doesn’t reveal a living person this time, but living maggots or mealworms in the glass box. An urn with decorations is placed on top of the pile of worms. It turns slowly and its metallic surface reflects the sun. The same classical music as the first day flows out of the glass box and surrounds the audience as they crowd around box. The pile of worms reach up to the head, which allow you to see the surface of the overwhelming amount of worms wriggle, if you stretch a bit.

Three Danish women arrive at the glass box: “What are they eating?”, one of them is asking. “They eat the dead bodies – it is an urn standing on top of them”. A sound of chewing or slippery worms from the box supports that idea. Some young Danish girls pass the box: “Oh, what is that!?”.It is maggots.. and it has something to do with how we place the dead outside of the city”, one of them says. “But what is about more generally?”, the other girl asks. “It is about taboos”. Some people in the audience seem fascinated by the sight, while others are disgusted: ”Ugh, gross!”. They cannot stand the sight of it and leave quickly. Two girls, who stay, read the text and comment on the image: ”Yes it is worms, but it is also a person sort of.” The young people do not connect the image of death to themselves as the title suggests: “This is not me”.

For several of the seniors they perceive the image as clearly related to them. A elderly couple takes a quick look as they pass: ”This is what we will become one day”. Another elderly lady stays at the box for some time. She walks around it and takes her time to take in the experience. The lady meets two men a great number of years younger than her. They seem to know each other from somewhere. They start discussing the installation:

Now you should listen to a wise old woman. Live and death walk hand in hand, and this is a brutal but also a very simple way to show that one day we must all die. One day, when you get burned or buried..”

I will not be burned!”

Well, then buried. It doesn’t matter. You can choose it yourself. Then you will end up like this.”

Probably not that surprising the seniors find this image less frightening than the younger people in the crowd. They know that death is inevitably. When shutters go down this evening, today’s person is already laid to rest and the urn on top of the worms will be the last image that sticks to our retina. This last image of death is also the epilogue that closes Dries Verhoeven’s ten living images of society’s taboos. The last scenes the previous days end with the person inside the box is lying still with his or her eyes wide open. Thus we are everyday asked whether we prefer to shut our eyes for these taboos or do we dare to look our fears in the face? Do we dare to face the imperfection of the different aspects in our society and life? And how do the commercial pictures in public space affect our collective perception and ideals? Many people have returned to the Dries Verhoeven’s installation during the last ten days to be confronted with those kinds of questions through his images. But what is the biggest taboo in Denmark right now, according to the reception of the audience?

The image of a Muslim man praying in a bulletproof vest at day 8 caused the strongest reactions and most discussion among the audience. The man was sitting in a blue tunic and a black bulletproof vest on his carpet with at string of beads in his hand. A loud speaker was hanging down from the ceiling. First he looked concentrated counting the beads, then he looked strait into the eyes of the audience with a calm, mild look but maybe also a sad look. The sound of the muezzin’s call streamed out of the box and was heard from a distance. The man in the box got up on his feet then down to his knees with his forehead to the floor. This image made some people angry to see their religion exposed in this way, while others were touched to tears. Some other people did simply not want look at the box that day. Was it their fear exposed right there in the middle of Strøget? This image in particular made the different parts of Danish society discuss with each other.

__________

 Ceci n’est pas moi*
Historically, cemeteries in Denmark were located outside urban areas. According to roman convictions, the dead presented a threat to order within the sacred city limits. The dead were believed to pollute and create chaos.

Death nowadays is an even less public matter. Fewer elderly die in their own or their family’s home. Widows and widowers are not recognizable as such. The public display of loss and sadness is considered out of place, as are any signs of decay, degradation or destruction.

* This is not me

Ceci n’est pas moi*
Historisk set placerede man i Danmark kirkegårdene uden for bymæssige områder. Ifølge romersk overbevisning repræsenterede de døde en trussel mod orden inden for de hellige bygrænser. De døde mentes at forurene og skabe kaos.

Døden er i dag i endnu mindre grad et offentligt anliggende. Færre ældre dør i deres egne eller deres familiers hjem. Enker og enkemænd er ikke genkendelige som sådan. Offentlig visning af tab og sorg betragtes som upassende akkurat som tegn på forfald, nedbrydning og ødelæggelse.

* Dette er ikke mig

READ MORE about the Metropolis Festival and the artist Dries Verhoeven’s concept of “Ceci n’est pas” in this background article or on Københavns Internationale Teaters webpage.  Also check out the newspaper articles in Berlingske and Politiken

Udgivet i Indlæg | Skriv en kommentar

Day 9: Ceci n’est pas mon corps*

Day 9 foto 1
Just before the opening of art installation “Ceci n’est pas…” at Gammel Torv the square is full of children trying to catch big soap bubbles blown by one of the entertainers next to the glass box. In the art history the soap bubbles is often an allegory of impermanence. This is opening is perfect for today’s topic.

When the shutters go up green high- heeled shoes appear on a lady sitting naked in a transparent chair. She looks likes she is in her old age judging from her skin on her body. When it comes to the breasts and her face those parts look younger, especially her face. Or is kind of a mask?

As soon as the box opens the place is crowded to find out what this is about. It is rather quiet around the box as people are paying much attention to lady inside. Many people in the audience ask if it is a real person or a robot. Several families are here. A little girl with her grandmother are standing in the crowd: “I am having a nightmare tonight”, the girl says and looks at her grandmother. Another girl with her mother is so surprised by the sight that she screams when they reach the front of the box. A father and his little boy stop to take a closer look. The boy is asking what it is, but the father wants to leave. The boy pulls the father towards the front and point towards the text: ”Something is written over there! What is it?”  The father says he can explain it to him when they leave. It seems like both some children and some adults are a bit frighten of today’s image. Teenagers in particular. A Swedish school class passes as they say: “ This is so scary! Is it a robot or a real person?” They continue to walk, but stop a 7/11 to watch the installation in a safe distance with their teacher. Some young people are taking their time though to read the text and discuss the image: “It is about the fact that the body is aging – watch she is all wrinkly”. It seems like several of the young people do not like the though of getting all old and wrinkly and that the mask scares some of them a bit.

Many senior citizens are stopping today and are highly represented today. Three elderly ladies are guessing the age of the woman in the box: “She must be around 60 years old. Look at her legs. Is it mask she is wearing? It is not consistent with the rest of the body.” A man arrives and asks the ladies what is happening. They explain that it shows something about the fact that the body is aging. The ladies are laughing and having a good time it seems like: “She is brave to sit here in front all these people.” Another group of seniors stop to see the woman in the glass box. The women go straight to the text on the side of the box. The man is waiting a bit away from the crowd with his crutches. The women return to him: “it s about how the body ages and how models get younger and younger. “ The seniors seem curious rather then offended by the image of today unlike many young teenagers. One of the frequent visitors of the installation arrives and explains to some young men the context: “Notice that old body and then look at her face, which is a mask. It is about the fact that we all age even though we don’t like to show it. Like in the model business, where they only use young people. And they get even younger and younger.”

Most people, at least for the Danish audience, discuss whether the person in the box is a man or woman. Therefore the discussions today also include the transgender question taken up at day 6 and questions about plastic surgery. The audience do not seem to be offended of disturbed by her nudity but a bit put out though. The woman in the box starts to take her hand up her arm very slowly and up to her face to remove some hair. The hair is blond and thick. As she moves the hand a crispy sound is heard outside the box as if her skin is dry and chapped. She is sitting with her legs crossed, but changes legs on in a while in slow motion.

When the shutters go up for the last time today the woman is lying still at the floor. Her hair covers most of her face. The image causes some reactions from the new audience. Some shake their heads. Others look troubled at her while standing as close to the glass as possible. When the shutters go down several people stay there unlike the other days.

_______

 Ceci n’est pas mon corps*
The human body starts to show signs of ageing after the age of 20. Degeneration occurs as a result of free radicals attacking the body, which damages the DNA structure. Wrinkles are caused by repetitive motions of the skin, like the act of smiling. The reduced level of elastin creates a larger skin surface, for example under the chin.

The average age in Denmark is 41, and this age is increasing. Professional models keep getting younger and younger. Ideally they start their careers when they are between 14 and 19 years of age.

* This is not my body

Ceci n’est pas mon corps*
Den menneskelige krop begynder at vise tegn på aldring fra 20-årsalderen. Degenerering opstår som følge af frie radikalers angreb på kroppen, hvilket skader DNA-strukturen. Rynker skyldes repetitive bevægelser af huden så som smil. Det reducerede niveau af elastin skaber en større hudoverflade, f.eks. under hagen.

Gennemsnitsalderen i Danmark er 41, og den er stigende. Professionelle modeller bliver stadigt yngre og yngre. Ideelt set begynder de deres karriere, når de er mellem 14 og 19 år gamle.

* Dette er ikke min krop

READ MORE about the Metropolis Festival and the artist Dries Verhoeven’s concept of “Ceci n’est pas” in this background article or on Københavns Internationale Teaters webpage.  Also check out the newspaper articles in Berlingske and Politiken

Udgivet i Indlæg | 1 kommentar