Demokrati vendt på vrangen

I anledning af grundlovens 100 års fødselsdag og som storslået afslutning på årets Metropolis Festival markerede performance-kunstnerne Nina Steen og Thomas Hejlesen og dj-duoen Den Sorte Skole, hvordan demokratiet, i kunstens navn, kan dekonstrueres. Dét ved hjælp af spektakulær lyssætning på Domhusets mægtige facade. ”I Demokratiets Navn” er lysende oplysning og dystopisk dekadence på én og samme tid.

Klokken er 21.30 og under en stjerneklar augusthimmel summer byen af mennesker, latter, tilråb og gademusikanter på pladsen ved Nytorv. Imens tårner Domhuset sig op, mørk og tung med lovteksten fra ‘Jyske Lov af 1241’ som rulletekst på toppen af facaden.

”Er det noget, der står i loven?” spørger min veninde mig. ”Hvad ville vi gøre, hvis vi ikke havde loven,” overhører jeg en anden spørge sin sidemand. En nysgerrig summen præger forsamlingen, som langsomt vokser sig større, indtil showet for alvor går i gang. Det er fredag aften, klokken er nu 22, og det er nattelivets primetime.

Doriske søjler - en 3D-lyssætning, så illusionsskabende at det er bjergtagende.

Doriske søjler – en 3D-lyssætning, så illusionsskabende, at det er bjergtagende.

In memoriam Justitia

… står der på Domhusets facade, som var det mejslet i granit. Men det er bare lys fra én af de to projektører som fra et lille telt bagerst på pladsen ganske ydmygt formår at transformere bygningsværket til ukendelighed. Nogle dage forinden spurgte jeg Nina Steen, den ene halvdel af kunstnerduoen Steen og Hejlesen, om der ligger et politisk budskab bag denne lys- og lydinstallation, “I Demokratiets Navn”. Hun svarede således:

Det er 100 år siden at det brede flertal fik stemmeret og vi overgik til folkestyre. Men demokrati som sådan er jo hverken en entydig eller statisk størrelse. Det er både et flertydigt begreb og en kompleks proces og ordet dækker både over en variation af demokratiske styreformer og ideologier, hvoraf sidstnævnte identificeres med frihed, lighed og menneskerettigheder.”

“Til minde om loven” er ord, der destabiliserer alt, hvad vi troede, vi vidste. Steen og Hejlesen viser demokratiets flertydighed ved at lade den evigt statiske facade på Domhuset krakelere, hvorefter de bygger noget nyt op – alt fra cyberdystopisk fjernsynsflimmer med en skrivemaskinet straffelov, der ruller forbi til græske doriske søjler, der tårner sig majestætisk op.

2015-08-28 22.39.31

Domhusets seks søjler forestiller her bambusgrene. Øverst er en dæmonisk udseende gargoyle afbilledet. Den Sorte Skole akkompagnierer med orientalske rytmer i en samlet stereotypisering af østen.

Hvordan koreograferer man lys?

Nina Steen forklarer, hvordan hun og Thomas Hejlesen arbejder med hybride værkformater, hvor eksisterende materiale bearbejdes og kombineres med materiale, som de selv generer. Ligeledes kender man Den Sorte Skole som et dj-ensemble, der sampler vinylplader og kombinerer det med elektronisk musik.

Nina Steen kalder sit arbejde for video-mapping – dét at koreografere arkitekturen ved hjælp af lys- og videoprojektion. At koreografere den massive artikektur og symbol-mastodont er et spørgsmål om at orkestrere samtlige elementer med udpræget præcision: arkitekturens tredimensionsionalitet, symbolplaceringerne og visualitet og lyd, der smelter sammen til en helhed. En smældende tung bas, forurolignede knirkelyde og orientalske toner er pulsen bag videoprojektionernes vibrerende billedskabelse, som gør Domhusets kolde beton til en levende, brutal performer midt i en fredag aftens vanlige scenerum.

2015-08-28 22.34.26

Når arkitektur performer! Her giver lovens højborg den gas som psykedelisk candy-land.

Velkommen til spøgelseshuset

I aften er Den Sorte Skole placeret bag deres mixerpulte inde i selve bygningen. Det går pludselig op for os midt i menneskemængden, at det myldrer med folk ind i bygningen. Vi maser os frem for at være med. Vi vil også ind i dét, der udefra mest af alt minder om et dæmonisk haunted house. Indenfor møder vi Den Sorte Skole på helt tæt hold, opslugt af de lysende knapper i pulten. Mest overraskende er dog synet af en ligbleg kvinde, Justitia, selve symbolet på retfærdigheden, hvis væsen vi mindes. Hun ligger badet i lysprojektionen på en forhøjning af noget, der minder om granit foran de to dj’s. Der er sortklædte vagter overalt – vi må ikke tage billeder her. Hun ligner porcelæn. Få sekunder efter dette ganske højtidelige gys forlader vi bygningen badet i den massive videoprojektion og bliver atter en del af folkemassen på pladsen.

Mod slutningen rejser den nøgne porcelænskvinde sig og tråder ud på trapperne med retfærdighedens vægtskåle hængende fra højre arm. Alt bliver lyst og pastelfarvet, mens spilledåse-bimlen klinger over pladsen som til godnat. Efter tre kvarter med dystopisk disharmoni skyller en symbolmættet renhed indover pladsen, for til slut under rulleteksterne at afmontere det historiske momument fuldstændig ved at vise søjlerne som var de lavet af det lettere porøse materiale, kork!

Og dét kan man så falde i staver over et øjeblik, mens de mange mennesker, samlet lige her, spreder sig ud i natten, og Domhuset langsomt lukker af for vrangsidens udskejelser og bliver kold.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indlæg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s