Vandpytteglæde i særligt selskab – “12”

Metropolis 2015 12 iscenesat af Kitt Johnson og Annette Skov. Teamet fra Mellemrum.

Vandpytteglæde i “12” på Refshaleøen. Foto: Maja Nydal Eriksen

Når vi oplever sker det altid med dybt forskellige udgangspunkter. Vi taler om, hvad vi har med i bagagen og ved at alt afhænger af øjnene, som ser. Mens vi befinder os lige her og nu midt i en kunstnerisk forestilling blander erindringsglimt og associationer sig med det, som foregår. For at indfange selve oplevelsen, så skriver jeg her en fuldstændigt subjektiv, frit associerende beskrivelse af, hvordan jeg oplevede performance vandringen ”12” sådan en aften i august.

 

Jeg dukker op

Jeg dukker op med bred hat i den bagende aftensol på Refshaleøen. Min veninde konstaterer, at det er en perfekt måde at bruge sin torsdag aften på. Og det vil vise sig at være sandt, ved jeg allerede der. Kitt Johnson går rundt med en kasserolle og en ske og lægger noget i folks svageste hånd. Først overvejer jeg, om det er et kulinarisk indslag à la Mette Martinussens madteater, hvor jeg har fået spiselig jord i munden. Men nej dette er helt nede på eller rettere fra jorden. To af de fire elementer – vand og jord blandet sammen. Det som vi ellers kalder mudder. Jeg kommer til at tænke på de mudderbøffer, jeg lavede som barn til vores hjemmebiksede købmandsbutik. To blade fungerede som burgerboller, og så serverede vi ellers masser af hamburgere.
Os der forstår

I min venstre krummede hånd bærer jeg nu to forenede elementer, mens jeg følger flokken der bevæger sig ned langs solglimtende træer. En cyklist kommer kørende bagfra med en skraldende, legende noise-rytme. Bevægelsen og lyden minder mig om workshoppen BIKE HACK med New Yorker-kunstneren Jessica Thompson på den allerførste Metropolis Laboratory 2007. På hendes workshop lærte folk at lave en lydordning til deres cykler og en minihøjtaler, som de kunne sætte til deres cykel og derved skabe et lydlandskab med deres cykel. Jeg føler mig privilegeret, fordi jeg er blandt dem, der forstår at være en del af dette indviede selskab. Os der forstår. Os der rummer den kreative leg. Os der har den sanselige åbenhed over for kunstens særligt vidunderlige åbenbaringer.

 

Vi bærer på en slags hemmelighed sammen

Solen varmer min krop og måske er det derfor, at jeg ikke bliver irriteret over den indbyggede eksklusion, der også er i dette selskab, selvom vi altid leger og fremhæver at det er åbent for alle. For hvor mange kender vi reelt uden for dette selskab, som føler sig godt tilpas, når de bliver bedt om at gå med mudder og blive overhalet af en larmende mærkelig mand uden at have fået nogen yderligere forståelsesramme? Men det er jo netop også det særlige ved dette selskab. Vi bærer på en slags hemmelighed sammen – og har alle på et tidspunkt, de fleste ikke helt kan sige præcist hvornår, skrevet en særlig pagt om at vi forstår, rummer og har den åbne nysgerrighed over for netop disse særlige øjeblikke.

 

“Jeg holder om et træ – mit birketræ”

Forude venter en kvinde med dybe runde øjne. Jeg genkender performeren Emma-Cecilia Ajanki fra den anerkendte, men nu opløste performancegruppe The Mob. Inden jeg når at forvente mig noget ekstra fordi det er hende bliver jeg henrevet af hendes tyste fremtoning. Jeg følger stille med og de spredte samtaler i flokken ebber ud. Jeg holder om et træ – mit birketræ og sender kun en kort tanke til filmskaberen Andrej Tarkovskis birketræ-fyldte landskaber.

 

…min mudderefterladte hånd

Jeg sætter mit mudderaftryk på mit træ og bliver derefter bedt om at vaske først min egen mudderefterladte hånd og derefter gå rundt til andre. Der breder sig en andægtig følelse – i hvert fald inden i mig. Jeg kan godt lide at hjælpe andre med at vaske deres hånd. Vi er stille og det føles som om vi har været igennem et særligt ritual sammen. Har kunsten erstattet kirkens ritualer overvejer jeg at skrive en kronik om, men lader tanken fare for det føles bare behageligt at overgive sig til landskabet. Det landskab som program-teksten kalder for et ”post-industrielt landskab”. Det er ord, som vi alle i selskabet forstår følelsen og fornemmelsen af. Det særlige ritual begynder allerede i beskrivelsen af oplevelsen – som en slags optagelsesritual.

 

Kostfejende mærkelig figur i et vindblæst hjørne på Refshaleøen. Foto: Maja Nydal Eriksen

Kostfejende mærkelig figur i et vindblæst hjørne på Refshaleøen. Foto: Maja Nydal Eriksen

Vandpytteglæde
Vi møder nye figurer, men jeg fortaber mig i landskabet og laver en mental post-it om, at jeg da også gerne vil have læst op på mit franske og nu skal jeg altså også have booket den tur til Paris. Det er blevet forbandet længe siden. Jeg vågner op igen og bliver helt til stede, da vi kommer frem til det blæsende hjørne af halvøen. Her kommer der et visuelt format over landskabet med performere, der hopper i vand og skaber direkte hotline til barndommens vandpytteglæde. Mærkelige, løbende og kostefejende figurer.

Her mærker jeg det kunstneriske vanvid af den konstruktive slags, som gør, at jeg alligevel gerne vil være en del af det ekskluderende selskab. For det er jo lige præcis det, der får uroen inden i mig til at føle sig beroliget og mødt. Det er jo lige præcis det, vi alle sammen higer efter at opleve. En mand kommer løbende langvejs fra og råber, at vi skal blive stående og skibet er kommet. Jeg elsker langdistance-perspektivet og tænker, at de er et godt par – Kitt Johnson og Annette Skov – som bemærkeligt har stået bag denne sidste grande finale på “12”.

 

Min indre uro blunder blidt

Jeg cykler hjem med smagen af salt øl i munden. Fordi dåserne var blevet afkølede i havet og min mund omsluttede saltvandet på dåsen inden den havkolde øl fyldte min mund. Måske en idé til et samarbejde mellem chips og øl fabrikanter – øldåser med flavour. Solen skinner stadig. Min hud brænder. Min indre uro blunder blidt.

Reklamer

Om Karen Toftegaard

Kommunikationsrådgiver for kreative personligheder og organisationer. Interessant i denne sammenhæng er: Har arbejdet med kunst og kultur i byens rum - hvordan vi forandrer byrum og hvordan vi bruger vores by – bl.a. på Metropolis Biennalen i 2007 og 2009 og med Danmarks første udendørs galleri for digital og performativ kunst – AirPlay Street Gallery. Blogger om kultur og kommunikation på www.karentoftegaard.dk.
Dette indlæg blev udgivet i Indlæg og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Vandpytteglæde i særligt selskab – “12”

  1. Pingback: Kort samtale med Kitt Johnson og Annette Skov – “12” | Metropolis Festival 2015

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s