Mit hjerte hviner af fryd over vindballet

Troldmanden skaber magi med poetiske plastikposefigurer, der legesygt danser i vinden. Foto: Jean Luc Beaujault

Troldmanden skaber magi med poetiske plastikposefigurer, der legesygt danser i vinden. Foto: Jean Luc Beaujault

Reportage af mor med barn fra AFTERNOON OF A FOEHN

”Det var supersjovt, mor” siger min 3½-årige søn med et smil, da vi efter søborggaard-drik og toiletbesøg forlader AFUK. Vi har set den vidunderligt poetiske børneforestilling AFTERNOON OF A FOEHN og en sådan udmelding får selvfølgelig mor-hjertet til at gøre et ukontrolleret rejehop af fryd.

AFTERNOON OF A FOEHN afvæbner totalt

Nogle gange når jeg oplever scenekunst med min søn sidder den let blaserte kunstoplever inden i mig og parlamenterer med moren: ”Sæbebobler må være fast pensum i børneteaterskolen – jeg skriger, hvis jeg ser en til forestilling med sæbebobler” – ”Hold nu op, børnene elsker det jo. Det virker.” Noget af det jeg elsker ved AFTERNOON OF A FOEHN er, at den afvæbner mig totalt. Jeg behøver ikke være en velmenende mor, der giver mit barn en kunstoplevelse, som kan styrke ham i hans kreative udvikling. Nej denne forestilling er så helt igennem original, forførende magisk at jeg smider alle mine kritiker-våben.  Mit hjerte hviner af fryd.

Poetiske vindblomster og legesyge figurer

Små plasticfigurer hvirvler op i luften som poetiske vindblomster og legesyge figurer – luften fra fanebladene giver dem fremdrift nede fra. Jeg bruger en del tid på at regne ud, hvordan de gør det. Er der magneter eller usynlige snore?

Troldmændens lærlinge

Troldmanden med sin mørke kappe står der og tæmmer plasticpose-figurerne, inden han slipper dem fri igen. Det er noget af det, fineste jeg har set længe. De engelsk-talende drenge ved siden af mig er nok omkring de 10. De er også meget optaget af at regne ud, hvad det er, troldmanden gør. De kunne sagtens være hans lærlinge. Deres mor tysser på dem, men det lader de sig nu ikke dæmpe synderligt af. Og det er da netop også en del af charmen ved børneforestillinger – deres bramfrie og umiddelbare publikum. Min søn læner sit ansigt bagover og sender mig et smil. Nogle gange bliver han også lidt bange, for den klassiske musik bliver lidt uhyggelig ind imellem. Men vi er helt enige om, at det er en rigtigt god oplevelse – med hvert vores blik på den magiske verden af vindpoetiske plastik-figurer.

PS: Jeg glemmer helt, at jeg egentligt ikke synes denne perle passer ind i Metropolis-programmet. Jeg forstår godt, at det er sådan en forestilling, man bare MÅ vise, selvom det måske ikke helt passer med rammen. Fordi den netop er så usædvanligt forførende.

Reklamer

Om Karen Toftegaard

Kommunikationsrådgiver for kreative personligheder og organisationer. Interessant i denne sammenhæng er: Har arbejdet med kunst og kultur i byens rum - hvordan vi forandrer byrum og hvordan vi bruger vores by – bl.a. på Metropolis Biennalen i 2007 og 2009 og med Danmarks første udendørs galleri for digital og performativ kunst – AirPlay Street Gallery. Blogger om kultur og kommunikation på www.karentoftegaard.dk.
Dette indlæg blev udgivet i Indlæg og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s