C.A.P.E – på videoeventyr i Nørrebrohallen

CAPE-bxl-3

C.A.P.E Brussels
Foto: CREW_eric joris

C.A.P.E= Computer Assisted Personal Environment
Jeg ankommer til Nørrebrohallen lidt før kl.13 på en regnfuld og lummer søndag, hvor jeg lettere forvirret kan observere en lille gruppe maskerede mennesker iført videobriller og  avancerede computer-rygsække bevæge sig med langsomme skridt rundt i området mellem Cafe Le Rouge og sportshallerne. Scenariet er som taget ud af en billig science-fiction film, men for performancegruppen C R E W, der står bag C.A.P.E-projektet, handler det ikke om forestillinger om fremtiden.

C.A.P.E er såmænd snarere et teknologisk bevis på, at fremtiden er her nu, når det gælder, de muligheder der opstår, når menneske og teknologi integreres, som det er tilfældet her.

Jeg bliver iført selvsamme uniform og kommer straks til at tænke på de dystopiske Terminator-film, hvor John Connor kæmper for at redde menneskeracen fra dens selvsskabte Nemesis – de ondsindede Cyborg-maskiner, der har overtaget verdensherredømmet. I Nørrebrohallen er stemningen anderledes positiv og forventningsfuld, da jeg som nysgerrig cyborg-turist med videobriller og headset bevæger mig rundt på eventyr i en af de 3 3D-virkeligheder, som deltagerne kan vælge imellem: C.A.P.E Tohoku – hvor man kan bevæge sig rundt i det nordvestlige Japan, hvor tsunamien ramte for 2,5 år siden, C.A.P.E KIT – et absurd fantasy univers eller C.A.P.E Brussels – en byvandring gennem forskellige miljøer i Belgiens hovedstad. Den sidste var det eventyr, jeg drog på.

En ukonventionel byvandring
Efter grundig instruktion i navigation og færdsel i 3D-universet, befinder jeg mig pludselig på toppen af en bygning i Bruxelles, hvor en kvinde med gul skjorte og sort hat byder mig velkommen. Herefter guider hun mig gennem smalle stræder, en kirke, et marked og over hustage, for til sidst at lade mig vælte ud over siden af en høj bygning. Fluks er jeg tilbage i Nørrebrohallen. 25 minutter er gået.

Jeg må gå til bekendelse! Mit sprog og evne til at gengive og genfortælle kommer til kort her.  Jeg ved næsten ikke, hvordan man skal beskrive denne oplevelse. Det er intet mindre end ufatteligt, hvor overbevisende det føles, at gå rundt på et eksotisk marked eller i en kirke og rent faktisk interagere med mennesker i denne filmede virkelighed. Værkets teknologi ophæver tiden og rummet, og selvom jeg godt ved, at det er Nørrebrohallens hvide betongulv, jeg betræder, så føles det som om, at kroppen og sindet er på rejse i tid og rum.

Fremtidens underholdning?
Da jeg er færdig og på vej videre til næste Metropolis-arrangement, kunsteren Judith Hoflands interaktive byvandring LIKE ME (læs reportager her på bloggen), kommer jeg igen til at tænke på en sci-fi film. Denne gang 90’er-klassikeren Demolition Man med Wesley Snipes, Sylvester Stallone og Sandra Bullock. I denne film, hvor Arnold Schwarzenegger for øvrigt er præsident (tankevækkende), dyrker Bullock og Stallone hed virtuel sex gennem videobriller og følelsescensorer. Han kan ikke lide det. Filmen er fra 1993 og her 20 år efter går jeg rundt i Bruxelles, mens jeg befinder mig på Nørrebro iført videobriller.

Måske videobriller bliver fremtidens normale underholdningform?
——————————————————————————————–

Husk at besøge Københavns Internationale Teater for Metropolis Festivalens øvrige forestillinger.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indlæg og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s