SHHHH!!!!!

Anmeldelse af Defeaning Silence, 3. august 2013

I disse dage udspiller der sig et lydløst larmende drama i en container midt i Carlsberg-byen. Franske Kumulus lykkes på elegant vis med deres absurde mime-akt, Deafening Silence.

Image

Vi møder desorienterede op i aftensolen – nogen har slået sig ned med vin og picnictæpper, andre placerer sig afventende i periferieren af det, vi forventer er en scene: En asfalteret plads med afmærkninger og en blå container placeret i midten. Vi får heldigvis til sidst anvisninger af en mand i grøn arbejdsdragt om at stille os i en række nogle meter fra containeren.

Ukrudt i asfalt
Og så begynder dramaet. Langsomt giver indholdet i containeren sig til kende, bobler over dens kanter og bryder ud af den som ukrudt op af, ja, asfalt. Det, der møder os er en gruppe støvede, stumme eksistenser, en mellemting mellem klovne og zombier; malet, klædt og stoppet ud til ukendelighed. Som var de vågnet efter en lang søvn, bevæger de sig langsomt ud af containeren. Elskværdige i al deres forfald og sørgmodige skramlen.

Skralde-dramaturgi
Deres eneste mission synes at være at bebo dette udsnit af byen med al deres habbengut og stille eksistens. Insisterende på deres langsommelige tempo aser og maser de med at få hvert et lille rør ud af containeren og placere det omkring på pladsen. Og det er midt i denne enkle dramaturgi, at flytte ting et sted fra et andet, at dramaet og nå ja, måske ikke sød musik, men så i hvert fald en lydenes og bevægelsens koreografi, opstår.

Koreograferet tilfældighed
Ved første øjekast synes opbygningen af scenebilledet ganske tilfældigt, som om disse Beckett’ske vagabonder er drevet af en kraft, de ikke selv er herrer over. Men som forestillingen skrider frem, bliver det tydeligt, at det netop er i lyd- og bevægelsesbilledet, og ikke i en fortalt historie, at dens indre sammenhæng skal findes. Det betyder, at man som tilskuer skal have tålmodigheden til og nyde at fordybe sig i de små rørende og tit også morsomme øjeblikke, der opstår både, når man zoomer ind på en figur og i det samlede scenebillede.

Forestillingen bevæger sig fra klassisk, mimet situationskomik til noget nær moderne dans, når lyden af metal, der skraber mod asfalt umærkeligt skaber en rytme. Eller når figurerne til slut bryder ud af billedet og så at sige indtager den by, vi alle er en del af. Deafening Silence er en helt særlig oplevelse, fordi den med lyde, larm og stilhed, med stilfærdig nøjagtighed og stædig ro fortæller os om livet blandt byens støvede efterladenskaber og forfald.

Reklamer

Om Ida Marie Fich

Wordaholic and addicted to aestetic expressions of all kinds. Master of Arts with theatre, litterature and communication as my specialities.
Dette indlæg blev udgivet i Indlæg og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s