En meditation over ensomhed

Metropolis Festival 2013: DEAFENING SILENCE af franske Kumulus er en meditation over ensomhed. Foto: Karen Toftegaard

Metropolis Festival 2013: DEAFENING SILENCE af franske Kumulus er en meditation over ensomhed.

Stemningsbeskrivelse fra performancen ”DEAFENING SILENCE” af franske Kumulus på Carlsberg

Jeg ankommer i sidste øjeblik, efter et inspirerende interview med instruktør Daniel Wetzel fra Rimini Protokoll ved Skuespilhuset. Det er dem, der laver forestillingen ”100% KØBENHAVN” med 100 københavnere på scenen. De svarer på spørgsmål om hvem der har været utro, begået en voldshandling, har en hemmelighed osv. DEAFENING SILENCE er noget komplet og aldeles andet. Jeg falder til ro og begynder at betragte de sagtmodige figurer, der bevæger sig ud af den blå affaldscontainer.

Uden for festen

Festivalprogrammet har givet mig en forventning om en poetisk refleksion over brug- og smid væk samfundet. I mit hoved opstår simultant en fortælling om disse figurer, der går rundt i deres egne bobler – dem der har svært ved at føle sig som en del af samfundet. Dem der ikke føler de passer ind til Vanguard-festen, der netop leverer beat-lydkulisse i Søndermarken eller til Boxland Bazar-festen lige om hjørnet på Carlsberg. De passer heller ikke ind i det kåde bryllupsselskab, der passerer forbi ved Carlsbergs karakteriske elefant-port. Er de samfundets tabte/overflødige/fortrængte eller er hele scenariet den anden verden, vi har brug for, for at værdsætte og reflektere den konkrete virkelighed, vi har?

Du fødes alene. Du dør alene. Lev med det!

Måske er forestillingen allermest en meditation over ensomhed. Disse hvidsprunkne dramatiske figurer virker som en slags paralleleksistenser, der ikke evner at gå i reel relation til hinanden, fordi deres følelsesmæssige båndbredde er minimal. Og jeg tænker på en af mine yndlingsfilm – den japanske filosofiske horrorfilm PULSE (2001) af Kiyoshi Kurosawa. Her forsvinder mennesker som støv og brænder sig ind på nethinden med det usentimentale budskab – ”Du fødes alene. Du dør alene. Lev med det!”

En flok fortabte giver stille forløsning

De underlige figurer skynder sig langsomt med en masse ragelse, som de slæber ud af containeren – skrald fra en anden tid, jeg ikke genkender. Som en flok fortabte hæger de inderligt om deres Sisyfos-projekt med at arrangere skraldet – uden nogensinde at give os svar på hvad, eller hvorfor de gør, som de gør. Det er heller ikke deres ærinde. DEAFENING SILENCE er heller ingen dystopisk horrorvision. Der opstår derimod en stille forløsning til sidst i tragikomisk form. Som en slags håndsrækning til publikum.

Jeg er ikke døv, da jeg forlader Carlsbergområdet. Tværtimod strømmer byens lyde mig intenst imøde.

Reklamer

Om Karen Toftegaard

Kommunikationsrådgiver for kreative personligheder og organisationer. Interessant i denne sammenhæng er: Har arbejdet med kunst og kultur i byens rum - hvordan vi forandrer byrum og hvordan vi bruger vores by – bl.a. på Metropolis Biennalen i 2007 og 2009 og med Danmarks første udendørs galleri for digital og performativ kunst – AirPlay Street Gallery. Blogger om kultur og kommunikation på www.karentoftegaard.dk.
Dette indlæg blev udgivet i Indlæg og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s