Et spejl af København

Samtale med Daniel Wetzel fra Rimini Protokoll
Af Sofie Volquartz Lebech

Er statistik spændende? Ja, hvis den bliver transformeret til 100 mennesker, der står på scenen og spejler den københavnske virkelighed.

Jeg ankommer i 30 graders varme til Scenekunstskolen, hvor 100 københavnere afholder prøve på 100% København, der har premiere i næste uge i Skuespilhuset. De er i gang med at øve ’familieportrætter’, en alvorlig leg, hvor de 100 mennesker bevæger sig mellem scenens to sider, alt efter om de kan svare ja eller nej til de spørgsmål, de bliver stillet: ”Vi har altid gjort det rigtige?”, ”Vi har haft kræft?”, ”Vi har brudt loven?”. Næsten alle siger ja til at have brudt loven, men da de efterfølgende spørges, om de har siddet i fængsel, er der ikke så mange tilbage på ja-siden.

Lidt efter bliver de spurgt, om de har reddet et menneskeliv. Jeg hører en ung fyr spørge sin sidemand, om det gælder, hvis man støtter et barn i Afrika? Det er tydeligt, at der finder en forhandling sted: Hvad vil jeg sige og ikke sige på en scene? Vil jeg indrømme, at jeg har lidt af depression, eller stemmer på Dansk Folkeparti?

Jeg begynder at se, hvem menneskene på scenen er, og samtidig forsøger jeg som tilskuer selv at besvare spørgsmålene. De 100 mennesker skaber et dobbelt spejl, der både viser, hvem københavnerne er, men også zoomer ind på den enkelte: hvem er jeg, og hvor er min plads i storbyen?

Prøven er slut, og jeg mødes med Daniel Wetzel, som er en af de tre kunstnere i Rimini Protokoll, der skaber forestillingen. Rimini Protokoll er kendt for deres stærke indflydelse inden for virkelighedsteater: Hvert projekt begynder med en konkret situation på et specifikt sted og udvikles herefter gennem en lang, undersøgende proces.

SVL: I har skabt forestillingen 100 % i flere byer. Hvordan fik I først ideen til forestillingen?

Daniel Wetzel: Det begyndte med tallet 100. Vi blev bedt om at lave en forestilling til teatret Hebbel am Ufer’s 100 års jubilæum i Berlin. Vi fik også muligheden for at arbejde med en drejescene, og vi tænkte på, hvordan vi kunne lege med den og tallet 100. Herfra begyndte vi at udvikle ideen om at arbejde med 100 mennesker, så mange, at det ikke længere er muligt at fokusere på den enkeltes biografi. Der er snarere tale om en performer med 100 ansigter. Hver person på scenen repræsenterer noget, der er større end sig selv, hver person repræsenterer en del af byen.

SVL: Hvordan udvikler forestillingen sig fra by til by?

DW: Oprindeligt ville vi kun lave den i Berlin. Der var nogle forespørgsler fra andre byer, men vi sagde nej. Så fik vi muligheden for at udvikle konceptet i Athen med forestillingen Prometheus in Athens, og derefter besluttede vi at åbne op og se, hvad der ville ske, hvis vi skabte forestillingen i forskellige byer i verden – hvad er forskellen mellem Melbourne og Vancouver? Vi fik også muligheden for at lave forestillingen i fire byer i Tyskland, og selv dér er der store forskelle mellem de enkelte byer.

Hver gang vi begynder i en ny by, åbner vi processen på ny. Den første person, vi finder, er en person, der arbejder med statistik. Vi spørger vedkommende om, hvilke kriterier hun eller han ville bruge til at spejle denne by. Så de statistiske kriterier ændrer sig. I Wien og Berlin havde vi fx stadig religion som et kriterium. I København har vi anvendt det socialøkonomiske indeks, hvilket vi ikke har gjort før.

Vi har skjulte og åbne filtre. Åbne filtre er fx køn og nationalitet, men man bliver altid nødt til at kigge på, hvordan et samfund laver statistik om sig selv. I Danmark er ’etnicitet’ et kriterium. Det er det ikke i mange andre lande, hvor man bare kigger på passet, og ikke på hvor din familie oprindeligt kommer fra.

SVL: I hver by finder I en person, der arbejder med statistik og beder vedkommende om at finde den næste person, som finder den næste person osv. Hvorfor har I valgt denne metode? 

DW: Sneboldseffekten giver en modvægt til forestillingens statistiske udvælgelseskriterier. Vi skal bruge 100 personer, der passer ind i forskellige kasser: du er i kvindekassen, du har den rigtige alder, du har den rigtige nationalitet. Vi vil gerne skabe et hold, hvor alle kender mindst én anden person som modvægt til den statistiske udvælgelsesproces. Vi kan lide denne kædereaktion, fordi den skaber historier og nye netværk.

Vi siger til deltagerne, at de ikke skal tage deres familie med på scenen, for så kunne det ende med, at der står fem familier på scenen. Her var der en, som tog sin frisør med, frisøren tog en anden kunde med, og på den måde skabes der uforudsigelige links gennem byen. I begyndelsen er det let at finde den næste person, men i løbet af processen bliver det sværere og sværere, fordi de ’letteste kasser’ er blevet lukket. Så vi tvinger deltagerne til at begynde at spørge sig selv: kender jeg nogen med en anden nationalitet? Og så er der de skjulte filtre som fx: kender jeg nogen med mange flere penge eller en anden religion end mig? På den måde kommer deltagerne til at reflektere over, hvor de er i byen og hvilke folk, de kender – eller ikke kender.

SVL: Har der været nogle overraskelser i København?

DW: Ikke på det statistiske niveau, men det har overrasket os, hvad deltagerne har fortalt, at de kan lide og ikke lide ved København. Folks problemer er naturligvis af en anden karakter end fx i Athen, men ikke desto mindre giver deltagerne indtrykket af en by plaget af kriminalitet, vold, problemer med stoffer, depression, sygdomme. Mange har fortalt om, hvordan de bliver chikaneret i det offentlige rum, og det kan måske lyde som et luksusproblem i forhold til andre steder i verden, men hvis man har et problem som borger i en by, tror jeg frustrationen kan være den samme. Så København fremstår ikke som den lykkeligste by i verden. En af deltagerne spurgte, hvorfor vi spørger, om man stemmer på Dansk Folkeparti, når Danmark er et demokratisk land, og man må stemme på, hvem man vil. Det er sandt, men for os er det vigtigt at vise, at der er forskel på de 100 mennesker på scenen – at de virkelig repræsenterer hele byens befolkning.

SVL: Hvordan forholder I jer selv til den by, I bor i og alle de midlertidige byer, I arbejder i?

DW: Vi er virkelig deltidsborgere, fordi vi rejser så meget. Vi kommer til andre byer og prøver at bringe ting frem i lyset. Det er byen selv, der spiller forestillingen for et publikum, som også udgøres af den by. Vi er de fremmede, der sætter processen og kommunikationen i gang.

SVL: Handler det om at gøre storbyen mere lokal?

DW: I teatret skaber man følelsesmæssige oplevelser, og for os handler det om at skabe en oplevelse, hvor man ser noget, som man ikke normalt kan se. Det er en super svær proces at finde de 100 mennesker, og de spiller ikke teater, de repræsenterer sig selv, og de performer byen. De viser, hvorfor vi bor her, hvem vi er som befolkning, og det er noget, som man normalt ikke kan se. I statistikker og meningsmålinger er det tal, som repræsenterer befolkningen, men her har tallene ansigter. På grund af den statistiske sammensætning er forestillingen et værdifuldt udsagn for, hvad folk i København tænker. Men forestillingen er ikke videnskabelig. Den er mere som et spejl – og så er det en sjov og følelsesladet oplevelse.

SVL: Hvad betyder gruppen for, hvad den enkelte vil sige eller ikke sige på en scene? 

DW: Gruppen betyder meget, især når det kommer til de personlige spørgsmål som fx, om man har haft kræft. I Melbourne var der en kvinde, som, lige efter hun havde sagt ja til at deltage, fik konstateret kræft. Hun kontaktede os og sagde, at hun ikke kunne deltage fordi hun skulle igennem en meget hård kemobehandling. Det var frygteligt, fordi det var, som om hun sagde, at hun ikke længere kunne repræsentere sig selv, fordi hun var blevet syg og derfor stod uden for samfundet. Vi opfordrede hende til at komme til prøverne alligevel, og det er pga. hende, at spørgsmålet om kræft kom med i forestillingen.

Til prøverne stod hun altid alene som den eneste, der havde haft kræft, men til den sidste forestilling, stod der fire andre sammen med hende. Forestillingen er en proces, hvor deltagerne langsom finder ud af, hvordan publikum reagerer, og hvordan de har det med at stå på scenen og afsløre personlige ting. Det er en proces, der handler om at forstå spillet, at de repræsenterer så og så mange indbyggere i den by, og at de ved at stå frem repræsenterer en større gruppe end sig selv. Deltagerne tager nye beslutninger hver aften. Det rørende er, at du virkelig ser et udsnit af befolkningen på scenen. Du ser børnene, der løber rundt og ikke er interesserede i spørgsmål om boligproblemer eller militærtjeneste, men de er en del af Københavns befolkning. I statistikker ser du som regel kun, hvad voksne vælgere mener om forskellige problemstillinger, men de udgør ikke 100 % af befolkningen.

SVL: Hvor meget er teater, og hvor meget er virkelighed?

DW: Man kan ikke opdele det – og slet ikke i procenter. Det er både teater og virkelighed på samme tid. Der er en meget stærk virkelighed i det faktum, at disse mennesker kommer og deltager i projektet, at de vil ændre deres liv i de dage og vise andre københavnere, hvad de tænker. Samtidig er de del af en teaterkonstruktion – de står på scenen og spiller byen. De er sig selv og samtidig klar over, at de spiller sig selv. Som tilskuer ser man disse mennesker og ønsker at vide mere om dem. Vi er glade for, at forestillingen spiller i Skuespilhuset: At erobre det nationale teater med alle disse mennesker, der ikke normalt er knyttet til teater, gør oplevelsen til en meget anderledes teateroplevelse.

Image

Reklamer
Sidebemærkning | Dette indlæg blev udgivet i Indlæg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s